Et ganske flåsete Ibsen-inspirert dikt om Tor Erling Staff: 

I Oslo jeg grov efter guld.
Hele byen var af gøglere fuld.
Den ene kunde tegne klovner med sin neve;
en anden kunde ikke danse og viste det på TV;
en tredje, hørte jeg, gjorde bøker
mens han drakk seg full og boret igennom byen på skjeve.

Til dette gøgler-stævnet kom også Fanden; –
vilde prøve sin lykke, som så mangen anden.
Advokat han var og hans fag var dette: på et vis
kunne han grynte som en gris.
Hans personlighed trak, skønt han ej var potent.
Huset var fuldt og forventningen spændt.
Frem trådte han i kappe med svajende fliger;
man muss sich drappiren, som tyskeren siger.
Men ind under kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han klart en gris at liste.
Avisene var der og vekk med diskresjonen,
for nu begyndte endelig præstationen!

Fanden, han kneb; og grisen gav tonen.
Det hele blev holdt som en fantasi
over grise-tilværelsen, både fanget og fri;
til slut et hvin, ved slagterens stik; –
hvorpå Fanden bukked ærbødigt, og gik. – 
Skriket blev af folk både drøftet og dømt; 
og Fanden han blev både lastet og berømt; –
nogle fandt røstens udtryk for sprøyt;
mens andre fandt dødsskriget altfor drøyt; –
Alle var dog enige om: det her det
går ikke innunder ytringsfridom. –
Se, det fik fanden, fordi han var dum
og ikke beregned sit publikum.

Han burde skreket ned i en gjødselkum.